We are Journalists er en dokumentarfilm, der beskriver de mange iranske journalisters kamp for at overleve i Iran under Ahmadinejad-regimet. Instruktøren er en landflygtig iransk filmskaber og journalist, forfulgt og tortureret af regimet.

“WE ARE JOURNALISTS” beskriver de mange iranske journalisters kamp for at overleve i Iran under Ahmadinejad-regimet. Filmen er baseret på instruktørens egen personlige historie i løbet af ni år. På grund af filmen blev instruktøren fængslet tre gange i Iran, hvilket fik ham til at flygte til Danmark i 2010.

Instruktøren Ahmad Jalali Farahani, er en landflygtig iransk filmskaber og journalist, forfulgt og tortureret af Ahmadinejad-regimet. Ahmads film er en hyldest til den store, kulturelle arv i Iran med brug af den klassiske, mundtlige historiefortællings-tradition. Filmen indeholder desuden hemmeligt filmet materiale, der aldrig tidligere har været vist og giver dermed et sjældent indblik i de rædsler, der foregår i Iran. WE ARE JOURNALISTS viser de frygtelige konsekvenser de iranske journalister må lide med, hvis de ønsker at beskrive sandheden og kæmpe for retten til det frie ord. Ytringsfrihed er ikke noget man kender til i Iran og aviser lukkes ved blot det mindste tegn på systemkritik.

Filmen åbner med billeder af den religiøse, sorgens dag, kaldet Ashour; og viser modsætningen til terrorkampagnen mod fredelige demonstranter, der fandt sted den selv samme dag. Ahmad er vidne til denne rædsel, og hans fortælling, beskriver hans følelser af afmagt og hjælpeløshed.

Filmen skildrer ikke kun Ahmads personlig smerte og lidelse i hans utrættelige kamp for ytringsfrihed, men også situationen for mange andre iranske journalister, der har mistet deres levebrød, når aviserne, de arbejdede for bliver nedlagt af regimet. Gennem interviews med centrale aktører beskriver filmen historien om journalisternes fagforeninger i Iran og deres modige kamp for ytringsfrihed og forbedring af de dårlige arbejdsforhold. De lever et liv uden sikkerhed for dagen i morgen og arbejder fra sted til sted uden garanti for deres ansættelse.

Filmen giver også indblik i de beskidte tricks og den korruption, der finder sted under det sidste valg og slutter med en række gribende interviews med iranske journalister og deres familier, der er flygtet fra landet. De fortæller om barbariske overfald og torturmetoder i fængslerne og om, hvordan de har overlevet disse overgreb.

WE ARE JOURNALISTS tager os bag facaden i et lukket og diktatorisk samfund og viser de løgne, hykleri og kneb som Ahmadinejads regime, har påført det iranske folk på trods af befolkningens uforbeholdne ønske om reformer og åbenhed.

Instruktørens motivation og baggrund for filmen

Af Ahmad Jalali Farahani/ oktober 2014.

Det primære formål med filmen er for mig at stå frem og åbent fortælle min og andre iranske journalisters historie. På trods af censur og fængsel føler jeg, at det er min pligt.
Jeg ønsker at min film skal være en slags stemme for de iranske journalister, der arbejder i risikable situationer. Selvom Irans præsident Rohani har ændret på nogle af forholdene i Iran og de er begyndt at tale og forhandle med de vestlige stormagter, er situationen for journalistik i Iran lige så slem som før. Masser af journalister sidder lige nu fængslede i Teheran deriblandt mange af mine venner.

Jeg er opvokset med bevidstheden om, at det er vigtigt at fortælle sandheden og sige sin mening uanset den risiko, der kan være. Begge mine forældre stod for den holdning. Min far blev dræbt i revolutionen i 1979 og min mor blev skudt foran øjnene af mig, da jeg var en dreng på 9 år. Derefter voksede jeg op på et børnehjem. Men jeg var heldig. Lederen af børnehjemmet fik mig ind i teaterverdenen og senere fik jeg et job som vagt i en biograf. Her lærte jeg om filmen og fik også mulighed for selv at lave små film.

Som voksen fik jeg en uddannelse på universitetet i Teheran i teater og medier.
Da jeg begyndte at arbejde som journalist i Teheran, fandt jeg ud af, at journalister i Iran ikke kunne tale eller skrive om deres udfordringer som journalister. De kunne ikke snakke åbent f.eks. om censur, økonomiske problemer, mangel på rettigheder og andre vigtige ting som angik deres liv og deres familier.

Derfor besluttede jeg mig til at lave en film om emnet.
Ahmadinejad blev valgt som præsident og kom til magten. Situationen for journalistik i Iran blev værre dag for dag. Min motivation for at gå videre med ideen om at lave en film blev bestyrket af disse forhold.

Det var i 2005, en hård tid for journalistik i Iran. Alle uafhængige journalister var chokerede og skuffede over Ahmadinejad og hans regime. Det blev starten på filmen. Alle os fra den periode, blev journalister i en reform periode i iransk politisk historie, men på grund af korruption og valgsvindel tabte reformisterne valget til Ahmadinejad.

På grund af den pludselige ændring i vores liv, følte jeg ,at denne situation var vigtig. Jeg var nødt til at dokumentere de voldsomme situationer i det iranske samfund.
Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne lave filmen med officiel tilladelse. Så jeg besluttede, at lave filmen som en undergrundsfilm, hvilket blev skæbnesvangert. Det medførte nogle forfærdelige oplevelser, både for mig og min familie.

Som konsekvens af den manglende ytringsfrihed, fik det iranske presseforbund problemer med regeringen. Jeg filmede et af møderne i forbundet, og det betød at jeg blev set med mit kamera. Jeg var godt klar over den fare det var, men jeg valgte at trodse risikoen for at få materiale, der kunne dokumentere de iranske journalister situation og manglende rettigheder i samfundet. Det medførte, at jeg blev anholdt, da jeg forsøgte at filme valget til presseforbundets bestyrelse. Dette var første gang, jeg mødte sikkerhedsstyrkerne ansigt til ansigt. Efter det, lovede jeg dem at stoppe med min film.

Men året efter i 2009, havde vi præsidentvalg i Iran. Alle reformisternes politiske partier støttede de reformvenlige kandidater, og de fleste af de mennesker var også imod Ahmadinejad. Så valgkampagnen i Iran startede på en anden måde end normalt. For første gang i historien fik et parti en farve til deres kampagne og den grønne bevægelse blev født i gaderne i de store byer i Iran.
På grund af den dramatiske udvikling i mit land, skiftede jeg mening. Jeg tog igen mit kamera ud på gaderne og begyndte at filme. Men da resultaterne af valget blev offentliggjort af regeringen var det åbenlyst ,at det drejede som om et kup der var sket ved hjælp af valgsvindel. Så hvad skulle jeg gøre som journalist i den situation ?
Mens brutale overgreb fra regeringen fortsatte uhindret, besluttede jeg at søge et job ved en radiostation i Prag. De sendte iranske radioudsendelser med ucensurerede programmer til Iran. De reagerede positivt på min ansøgning, men krævede at jeg skulle bestå en eksamen i Dubai. Da jeg kom tilbage til Iran, arresterede de mig i lufthavnen og efter en uge blev jeg frigivet. Der var stikkere overalt i systemet og man kunne aldrig føle sig sikker . En af mine bedste venner forrådte mig til sikkerhedsstyrkerne. Han fortalte at jeg havde filmet under de igangværende demonstrationer.
Så jeg blev arresteret for tredje gang. Denne gang var det mere end forfærdeligt.
Jeg blev udsat for ekstreme torturmetoder. Noget jeg helst ikke vil tale om. Jeg følte igen mørke, depression og håbløshed i mit liv.

Men én ting var vigtigt for mig i fængslet. Jeg kunne græde på grund af mit savn til min familie.
Derefter lovede jeg mig selv, at jeg aldrig skulle tilbage til fængslet.
Efter fængslet, pressede sikkerhedsstyrkerne mig til at samarbejde med dem som journalist, med det formål, at forråde mine venner og kolleger der var imod Ahmadinejad.
Jeg havde tre muligheder. Samarbejde med regimet, gå tilbage til fængslet eller udvandre. Jeg valgte den sidste.

Jeg håber, at et stort internationalt publikum vil få mulighed for at se min film og forstå at demokrati kan ikke indføres i Mellemøsten ved krig. Vi kan ikke lave et samfund med demokrati uden at uddanne folk der tror på vigtigheden af menneskerettigheder og ytringsfrihed. Et samfund med retfærdighed og lighed for mænd og kvinder.
Jeg håber, at også det iranske folk kan se min film. Uden frygt.