I LYSET AF REVOLUTIONEN

kr.149.00

Det arabiske forår rammer Egypten i 2011. Revolutionen forandrer alle – også de kvindelige kunstnere. Deres virkelighed bliver politisk og afspejler sig i deres kunst. Kvinderne bliver modige, synlige og opmuntrer publikum til at tage stilling. Empati, satire og rasende engagement er deres drivkraft. For dem er der kun en vej – fremad.

Men kan euforien og den utrættelige tro på et bedre samfund fortsætte i de følgende fire års politiske omvæltninger? Og kan kunstnerne i dag under et strengt militærstyre fortsat ytre sig frit?

Kategori:

Beskrivelse

Under det stereotype billede af Kairo, hvor mænd fylder medier og gader, myldrer det med kvindelige billedkunstnere, musikere, fotografer, m.fl.
18 intense revolutionsdage i 2011 ændrede alt, så tanker om frihed, demokrati og retfærdighed blev en fast del af folks bevidsthed og af kvindernes værker. Revolutionen styrkede deres mod og udtrykskraft.

Filmen præsenterer otte kvinder og deres kunst. Kvinderne dokumenterer og reflekterer over de politiske og samfundsmæssige forandringer i de urolige år, hvor millitæret og Det Muslimske Broderskab kæmper om at sætte dagsordenen.
Deres kunst er nu mere end blot et spørgsmål om ’det skønne’. Den er en aktiv, kritisk stemme i et samfund, der bygger på en religiøs og kvindeundertrykkende kultur.
Med fare for anholdelser, overfald, censur og chikane, blander de sig i den offentlige debat.

Kvinderne er i fuld gang med at erobre scenen. For første gang i historien har kvinder nu modet og styrken til at stå frem. De danner deres egne musikbands, også et heavy-metal-band og de skriver deres egne tekster. Kvinderne spiller på ’mande’-instrumenter som Darbuka-tromme og harmonika, og begynder at male provokerende billeder af kvindelige kønsdele og af militær og politi i sårbare roller.

Kvinderne arbejder med kunsten som middel og sprog ’i lyset af revolutionen’. Deres værker har radikale kvaliteter. Kvindernes musik og billeder forkaster den bestående virkelighed, kvinderne rækker ud efter andre kulturer, skaber frigørelsesbilleder og viser os deres visioner.
Med revolutionen kommer også det grimmes æstetik. De udtrykker sig om samfundets mørke sider, om politimagt, død og seksuelle overfald, og deres kunst behandler sociale og kvindeundertrykkende aspekter. Det kunstneriske sprog frigør sig fra det bestående. De skaber nyt. De egyptiske kvinders kunst har hele tiden et overvældende nærvær.
Det er kunst, der rejser debat om lighed og frihed og viser publikum, at der er andre måder at se verden på end magthavernes mediefremstilling.

Filmen, der foregår i det kaotiske Kairo, handler om en periode, hvor køn, kunst og samfund er til forhandling.

Nyheder om filmen:

Premiere: I lyset af Revolutionen

D. 6. oktober havde vi premiere på Danish Doc Productions nye film “I lyset af Revolutionen” i Empire Bio. Den er instrueret af Lone Falster og Iben Haahr Andersen. Dokumentarfilmen “I lyset af Revolutionen” indgik, som åbningsfilm på Salaam Film Festival og fik prisen for 2015. Det er en utrolig flot film om kvinder og … Continue reading Premiere: I lyset af Revolutionen