Premiere på filmen ”Soy Cubana”


Filmen, om de to cubanske kvinder Mercedes og Anahiz filmet fra 2005-2015, blev vist d. 8 nov. 2015 i Hillerød Slotsbio, hvor 150 mennesker dukkede op. Der kom så mange, at flere desværre måtte gå forgæves, men vi håber at kunne holde flere tilsvarende arrangementer rundt om i landet. Eventet blev skabt i et samarbejde mellem Danish Doc Production og 3 F.

Efter filmen holdt Cuba eksperten Jørgen Lauervig, kendt fra Tv-avisen og Horisont, et oplæg om situationen i Cuba i dag. Der var mange spørgsmål og lysten til debat var stor. Da Cuba er så rig på både musik og dansekultur, måtte vi selvfølgelig lige afrunde eventet med et potpouri af cubanske danse. Lino Aguerra og Dayneris, begge professionelle cubanske dansere gav nogle numre og flere cubanere blandt publikum sprang spontant op på scenen og dansede med. Arrangementet sluttede af med vin og sandwich i den hyggelige lille café i Hillerød Slotsbio. Det var en fantastisk dag med cubansk, farverig stemning i det vintermørke Danmark.

Sårbare Sjæle på grønlandsk


Da ”Cecilies Verden” blev vist på DR1 med et seertal på 1 million seere sad Cecilies biologiske familie på Grønland og så med. I filmen viser den 6 årige Cecilie et billede af Mona, hendes biologiske mor. Mormor og søstre i Grønland spærrede øjnene op, her var deres elskede Mona og Cecilie, som de endnu ikke kendte. Familien kontaktede straks Skodsborg Observationshjem og fik adresse og kontakt til Cecilies plejefamilie i sydsjælland. Her fra startede et nyt kapitel i Cecilies liv og sammen tog vi i 2013 til Grønland for at filme hendes møde med familien.

Det har ligget os meget på sinde, at lave en film, som også rummer det grønlandske. Med misbrug og alkoholisme følger børn med føtalt alkoholsyndrom og det sker desværre også på Grønland. Departementet for sundhed og forebyggelse har været så venlige at sponsorere en grønlandsk oversættelse af filmen og den er nu ved at være klar. Vi er meget glade for, at nu kan alle grønlændere forstå filmen og få et 100% udbytte af budskabet .